Tre måneder. En diskusprolaps. Og i dag stod jeg igen på startstregen. Efter tre måneder uden løb på grund af en diskusprolaps var det endelig tid til at finde løbeskoene frem igen. Det lyder måske simpelt, men for mig var det langt mere end bare en løbetur. Det var mit første rigtige skridt tilbage. Et comeback, jeg både havde glædet mig til og været nervøs for. For jeg vidste ærligt talt ikke, hvad kroppen ville sige til det. I tre måneder havde løb været sat på pause, og selvom jeg hele tiden havde håbet på at kunne komme tilbage, havde jeg også haft dage, hvor jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville kunne løbe på samme måde igen.
En diskusprolaps kan vende op og ned på hverdagen, især når man er vant til at være aktiv og bruge løb som en naturlig del af sit liv. Pludselig skal man lære at holde igen, være tålmodig og acceptere, at kroppen har brug for tid. Det har været noget af det sværeste for mig. Når hovedet gerne vil fremad, men kroppen siger stop, kan det være enormt frustrerende. Jeg har haft lyst til at komme hurtigt tilbage, tage løbeskoene på og bare løbe. Men de seneste tre måneder har lært mig, at man ikke altid selv bestemmer tempoet. Nogle gange handler det største fremskridt faktisk om at kunne vente.
De tre måneder uden løb har været fyldt med frustration, tålmodighed, genoptræning og usikkerhed. Jeg har måttet acceptere, at kroppen havde brug for en pause, og jeg har måttet stole på processen. Det har ikke altid været nemt. Når man er vant til at kunne træne, udvikle sig og sætte sig nye mål, kan det være svært pludselig at stå stille. Men selvom jeg ikke kunne løbe, forsøgte jeg hele tiden at arbejde mig tættere på den dag, hvor jeg igen kunne stå på en startstreg.
Og så kom dagen endelig. Jeg fandt løbeskoene frem. Jeg stod igen på startstregen. Jeg vidste ikke, hvordan det ville føles. Ville ryggen reagere? Ville kroppen være klar? Hvordan ville benene føles efter så lang en pause? Og vigtigst af alt: Ville jeg overhovedet kunne gennemføre uden problemer? Jeg tog chancen. Jeg startede roligt og mærkede efter undervejs. Kilometerne gik, og pludselig stod jeg med 5 kilometer på uret.
Når man bare ser tallet, er det måske bare en løbetid. 5 kilometer på 20 minutter og 10 sekunder. Men for mig er det meget mere end det. Det er resultatet af tre måneder, hvor jeg ikke vidste, hvornår jeg kunne løbe igen. Det er resultatet af alle de frustrerende dage, hvor jeg måtte acceptere, at kroppen havde brug for ro. Det er resultatet af tålmodighed, arbejde og troen på, at jeg nok skulle finde tilbage til løb igen.
Derfor betyder 20:10 mere for mig, end tiden egentlig fortæller. Det handler ikke kun om, hvor hurtigt jeg løb de 5 kilometer. Det handler om vejen dertil. For hvis jeg havde løbet 5 kilometer på 20:10 for tre måneder siden, havde det bare været en tid. I dag føles det som en sejr. En personlig sejr. Ikke fordi tiden nødvendigvis er noget særligt for alle andre, men fordi jeg ved præcis, hvad der ligger bag den.
Jeg er fucking stolt af mig selv. Ikke fordi jeg løb 5 kilometer på 20:10, men fordi jeg kom tilbage, selvom jeg ikke vidste, om jeg ville kunne. Jeg er stolt over, at jeg holdt fast, selv når det var frustrerende. Stolt over, at jeg lærte at være tålmodig. Og stolt over, at jeg i dag igen kunne gøre noget, jeg har savnet helt enormt.
Det her er ikke målstregen. Det er starten på mit comeback. Jeg ved godt, at jeg stadig skal have respekt for kroppen, og at vejen tilbage måske ikke bliver helt lige. Der kan komme gode dage, hvor alt føles fantastisk, og der kan komme dage, hvor kroppen minder mig om, hvorfor jeg måtte holde pause. Men i dag har jeg fået noget vigtigt tilbage: troen på, at jeg kan.
Efter tre måneder væk stod jeg igen på startstregen. Jeg løb 5 kilometer på 20:10. Jeg tog chancen, og kroppen sagde ja. Det er jeg mere end tilfreds med. For nogle gange handler løb ikke om kilometer, tider eller personlige rekorder. Nogle gange handler det bare om at komme tilbage. Om at turde starte igen. Om at sætte den ene fod foran den anden og bevæge sig fremad, selv når man ikke ved, hvor vejen ender.
Efter tre måneder væk.
Jeg tager den.
Og nu begynder mit comeback for alvor.
