Jeg begyndte egentlig at løbe trail uden at tænke så meget over det. Når jeg er Lyngstrup, hvor noget af min familie har sommerhus, elsker jeg at løbe ned af stier, hvor jeg som dreng var på æbleskud. Og jeg elsker at løbe mig tør, når jeg har været en tur i vandet.
Et par år efter jeg begyndte i en løbeklub, begyndte jeg at deltage i den organiserede skovtræning, og der blev jeg for alvor bidt af at løbe langt fra alfarvej. Når jeg løbe trail, tænker jeg ikke på, hvor lang en tur jeg skal løbe, eller hvad jeg skal have at spise i aften. Mit fokus er hundrede procent på, hvor jeg sætter fødderne, så jeg ikke vrikker om og falder.
Det er en meget her-og-nu-oplevelse omgivet af skov, klitter, strand eller hede, hvor underlaget hele tiden ændrer sig. Jeg oplever en natur, jeg ellers ikke lægger mærke til i dagligdagen. Nogle dage møder jeg en ræv, andre gange ser jeg en glente. Det er en fantastisk oplevelse, som gør mig lidt høj.
Det kræve egentlig ikke så meget udstyr at løbe på den her måde. Jeg har det samme på, som når jeg løber på asfaltveje: tight og løbejakke om vinteren, shorts og t-shirt om sommeren. Undtagelsen er mine løbesko – de er et par cool trailsko, som jeg gør meget ud af at udvælge. På de lange ture har jeg en rygsæk til væske på og et par geler i lommen. Pandelygten er selvfølgelig også et must.
Den giver af gang til den ultimative oplevelse i skoven. Med den på kan jeg løbe tidligt om morgenen, inden jeg skal træne mine klienter. Løb i mørke giver en hel anden oplevelse end samme tur i dagslys.
