Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg er bare fucking stolt af mig selv. For bare fire måneder siden stod jeg med en diskusprolaps og vidste ikke, hvornår jeg ville kunne løbe ordentligt igen. Jeg vidste ikke, hvor lang tid det ville tage, før kroppen igen ville føles som min egen, og jeg havde ærligt talt svært ved at forestille mig, at jeg bare fire måneder senere skulle stå på startstregen til VM i halvmaraton i København. Men det gjorde jeg. Og ikke nok med det. Jeg løb 21,1 kilometer på 1:30:07.
Når jeg ser på den tid, er det svært bare at se den som et tal. For mig er 1:30:07 fire måneders kamp, frustration, genoptræning, tvivl, håb og en masse arbejde. Det er alle de dage, hvor jeg har været frustreret over min krop, alle de gange hvor jeg har spekuleret på, om jeg nogensinde ville komme ordentligt tilbage, og alle de gange hvor jeg har været nødt til at acceptere, at tingene ikke kunne gå så hurtigt, som jeg gerne ville have dem til.
Da jeg fik diskusprolapsen, ændrede mit fokus sig fra den ene dag til den anden. Pludselig handlede det ikke om tider, kilometer eller træningsplaner. Det handlede bare om at kunne løbe igen. Noget, der tidligere havde været en helt naturlig del af min hverdag, blev pludselig noget, jeg ikke vidste, hvornår jeg ville få tilbage. Og det var nok noget af det sværeste. Ikke at vide. Ikke at vide, hvornår kroppen var klar. Ikke at vide, hvor langt der var igen. Ikke at vide, om jeg ville komme tilbage på den måde, jeg håbede.
Der var selvfølgelig dage, hvor jeg prøvede at være positiv og tro på processen. Men der var også dage, hvor det hele føltes pisse frustrerende. Dage, hvor jeg bare havde lyst til at kunne gøre det samme som før. Løbe en tur uden at tænke over det. Træne uden hele tiden at mærke efter. Sætte mig et mål og bare gå efter det. Men kroppen havde sit eget tempo, og jeg måtte lære at respektere det.
Så jeg begyndte at tage én dag ad gangen. Ét lille skridt ad gangen. Først handlede det om overhovedet at kunne løbe igen. Derefter handlede det om at kunne gøre det uden hele tiden at være nervøs for, hvordan kroppen ville reagere. Så kom træningen langsomt tilbage. Kilometerne blev flere. Kroppen begyndte at føles stærkere. Tilliden begyndte stille og roligt at komme tilbage. Og på et tidspunkt begyndte jeg at tænke, at det måske faktisk kunne lade sig gøre.
Det er sjovt, hvordan store mål kan ændre sig undervejs. I starten var VM i halvmaraton slet ikke noget, jeg turde regne med. Det var ikke dér, mine tanker var. Jeg ville bare kunne løbe igen. Men efterhånden som kroppen reagerede positivt, begyndte drømmen langsomt at komme tilbage. Først som en lille tanke. Så som et håb. Og til sidst stod jeg faktisk med et startnummer på brystet til VM i halvmaraton i København.
Jeg tror, det var dér, det for alvor gik op for mig, hvor meget der var sket på bare fire måneder. Jeg stod på startstregen sammen med en masse andre løbere, klar til at løbe 21,1 kilometer. Men for mig var det ikke bare endnu et løb. Jeg havde fire måneder tidligere stået med en diskusprolaps og ikke vidst, hvornår jeg kunne løbe ordentligt igen. Nu stod jeg her. Klar til at løbe et halvmaraton til VM.
Det var svært helt at forstå.
Da starten gik, var der selvfølgelig ikke længere tid til at tænke så meget over det. Så handlede det bare om at løbe. Kilometer for kilometer. Jeg forsøgte at finde min rytme og stole på det arbejde, jeg havde lagt i de seneste måneder. Jeg vidste, at jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne for at komme hertil. Nu skulle jeg bare se, hvad kroppen kunne.
Kilometerne begyndte at forsvinde. Først de første. Så flere og flere. Pludselig var jeg halvvejs. Så var der 15 kilometer. Så 18. Og på et tidspunkt begyndte målstregen at føles tæt på. Jeg kunne mærke, at jeg var på vej mod noget, som jeg for bare fire måneder siden næsten ikke havde turdet drømme om.
Da jeg endelig krydsede målstregen, stoppede uret på 1:30:07.
21,1 kilometer.
1 time, 30 minutter og 7 sekunder.
Jeg var selvfølgelig sindssygt glad. Men den største følelse var faktisk ikke tiden. Det var følelsen af at have gjort det. Jeg var kommet tilbage.
For fire måneder siden var spørgsmålet, hvornår jeg overhovedet kunne løbe ordentligt igen. Nu havde jeg lige løbet 21,1 kilometer til VM i København. Det føltes næsten absurd, når jeg tænkte tilbage på, hvor jeg stod dengang.
Og det er også derfor, at jeg ikke først og fremmest ser 1:30:07 som en sluttid. Jeg ser det som resultatet af fire måneder, hvor jeg blev ved, selv når det var frustrerende. Jeg ser det som resultatet af alle de små skridt, som måske ikke virkede af meget på de enkelte dage, men som tilsammen førte mig hele vejen tilbage. Jeg ser det som beviset på, at man nogle gange kan være meget længere fra målet, end man tror, og alligevel ende et sted, man næsten ikke turde håbe på.
Jeg er selvfølgelig stolt af tiden. Det ville være løgn at sige andet. At komme tilbage fra en diskusprolaps og løbe et halvmaraton på 1:30:07 efter bare fire måneder betyder sindssygt meget for mig. Men jeg er endnu mere stolt af, at jeg holdt fast.
For der var ingen garanti for, at jeg ville stå her i dag.
Der var ingen garanti for, at kroppen ville reagere, som jeg håbede.
Og der var ingen garanti for, at de små fremskridt ville føre til et stort comeback.
Men jeg blev ved.
Jeg lærte at stole på processen, også når jeg ikke kunne se, hvor den ville føre mig hen. Jeg lærte, at fremgang ikke altid kan mærkes fra dag til dag. Nogle gange opdager man først, hvor langt man er kommet, når man stopper op og kigger tilbage.
Og når jeg gør det nu, er det næsten det vildeste.
For fire måneder siden vidste jeg ikke, hvornår jeg kunne løbe ordentligt igen.
I dag har jeg løbet 21,1 kilometer til VM i halvmaraton i København på 1:30:07.
Fra diskusprolaps til VM i halvmaraton på fire måneder.
Det havde jeg sgu ikke selv turdet drømme om.
Jeg ved ikke helt, hvad der kommer herfra. Og lige nu tror jeg faktisk heller ikke, det er så vigtigt. Lige nu har jeg bare lyst til at nyde det. Nyde følelsen af at være tilbage. Nyde følelsen af at have gennemført noget, som på et tidspunkt virkede så langt væk. Og være stolt af, at jeg blev ved, selv da jeg ikke vidste, hvor det ville ende.
For i dag fik jeg lov til at mærke, hvorfor jeg blev ved.
Og fuck, hvor er jeg glad.
